Skip to main content

Få styr på stress før, du går på kur!

Sund mad og motion kan være spild af kræfter, hvis du er overvægtig og samtidig er plaget af stress. I hvert fald hvis du spørger mig.

En stresset hverdag med høje krav og for mange uoverskuelige aktiviteter er det rene gift, hvis du er overvægtig og gerne vil tabe dig (det er det i øvrigt også for alle andre, som ikke er overvægtige). Det er nærmest umuligt at tabe sig og få bugt med sukkertrangen, hvis du samtidig er stresset.

Stress påvirker din krop på flere måder. Blandt andet får stress din bugspytkirtel til at frigive insulin. Det resulterer ikke kun i, at dit blodsukker falder og gør dig træt, irritabel og sukkertrængende. Faktisk er det også medvirkende til, at du sænker dit stofskifte og lagrer mere energi af den mad, du spiser – altså som fedt – fordi insulin også er et lagringshormon. Og har overvægten først sat sig, så vil det føre til yderligere stress i kroppen, som blot er med til at forværre vægtproblemet.

Af samme årsag nytter det ikke noget, at du kaster dig ud i udmagrende slankekurer og hårdfør motion, når din krop er stresset – det vil kun være med til at forværre tilstanden og i sidste ende betyde et ekstra hak i det i forvejen udsatte selvværd.

Hvad kan du selv gøre?

Udover at sænke overlæggeren og skære ned på projekter i kalenderen, så kan du gøre dem, som bliver tilbage mere realistiske. Og så er afspænding og blid motion altafgørende værktøjer til at sænke kroppens alarmberedskab med. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, hvilken mental og følelsesmæssig energi, som styrer dig, når du vil ændre på din livsstil.

Hvis din motivation for at ændre din kost og dyrke mere motion udelukkende udspringer af angst – måske fordi du er bange for at blive for tyk, bange for at blive set ned på eller bange for at blive syg, så er det kun med til at føre mere stress ind i dit liv.

Din hjerne kan ikke skelne, om der reelt er fare på færre i dit liv eller om det er noget, du bilder dig selv ind. Sådan er du skabt og det er et naturligt instinkt, som vi alle bærer i os. Hvis du hele tiden går rundt og siger til dig selv, at du er forkert og for tyk i forhold til, hvad der er normalt eller pænt og i øvrigt er bange for, om du spiser for mange kalorier eller de rigtige kalorier (for ikke at tale om motionen), så tror din hjerne, at der er fare på færre. Og så har du ingen effekt af din kostomlægning – trods alle de gode intentioner.

Personligt syntes jeg, at vi har en overdreven tendens i vores samfund til at rette fokus mod den ydre verden, når vi vil lave om på vores sundhed og livsstil. I virkeligheden bør vi starte et helt andet sted – nemlig med at rette blikket indad og se på vores mentale og følelsesmæssige sundhed.

Hvad nytter det, at vi retter al vores opmærksomhed mod at få en høj forbrænding og en flot figur, hvis årsagen til at ”ubalancen” (og her mener jeg overvægten) i virkeligheden bunder i, at vi ikke er i stand til at ”fordøje” livet mentalt?

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Shopping Cart