Skip to main content

Få styr på alt-eller-intet tankesættet

Tanker og tankemønstre er en stor del af mit arbejde og gennem årene som coach og mentor har jeg erfaret, at der er ét tankesæt, som stort set altid går forud for et tilbagefald og fastholder folk i en selvdestruktiv og nedslidende adfærd og vedvarende elevatorvægt.

Forestil dig et øjeblik, at du går på vægten efter en uge på kur og en weekend, hvor du kun har tilladt dig selv at skeje en lille smule ud. Vægten ser bestemt ikke ud, som du håbede på og uden du når at tænke over det, popper en stemme op, som trold af en æske, og siger: ”PLUS 600 g. DET KAN SIMPELTHEN IKKE PASSE. Jeg har knoklet røven ud af bukserne og alligevel har jeg taget på. Jeg fatter det ikke. Lige meget hvad jeg gør og hvor hårdt jeg knokler, så taber jeg mig aldrig”.

Og lige netop dét tankesæt skal du være særligt opmærksom på, når du vil tabe dig og målet er, at få en sund og vedvarende livsstil og vægt. For det, du i virkeligheden siger til dig selv, er, at livet og de begivenheder, oplevelser og/eller resultater, som du opnår, kun er sort/hvide.

Der er ingen gylden middelvej.

Du er gået all-in hele ugen og det samme gør du, når du ”falder”, fordi du inderst inde er styret af en alt-eller-intet-tankegang. En tankegang som jeg af personlig og professionel erfaring kan fortælle dig, er med til at styre dig direkte mod (endnu) et tilbagefald og den vedvarende vej til fiasko og elevatorvægt.

Hvorfor?

Fordi – hvis er det hele kun er ”godt eller skidt”, ja så kan det hele (altså hele dit vægttabs- eller sundhedsprojekt) også være lige meget. Der er ikke noget, du kan tage ved lære af, evaluere på eller gøre anderledes næste gang. Det nytter bare ikke noget og du kan lige så godt give op og (over)spise – igen.

Hele ugen har du kørt 100 % efter planen. Du har haft fuldstændig kontrol over situationen og så skete det. Lørdag aften besluttede du dig for at tage et enkelt glas vin og en lille håndfuld chips sammen med vennerne, men du nåede dårlig nok at smage på vinen, før en indre, destruktiv dialog dukkede op og hviskede dig i øret: ”tag nu bare en lille håndfuld mere… du kan lige så godt fortsætte, for nu har du jo alligevel ødelagt det gode resultat, som du har kæmpet for i denne uge”.

Kan du kende dig selv i dette scenarie, så er du med stor sandsynlighed styret af en alt-eller-intet-tankeggang, som ikke efterlader nogen form for gylden middelvej. I dette tanke- eller mind-set er der ingen smukke nuancer mellem det sorte og det hvide. De er væk. Det findes kun det gode eller det dårlige. Det rigtige eller det forkerte. Det perfekte eller det uperfekte. Der findes kun succes eller fiasko.

Gør du det samme, får du de samme resultater

Gør du det samme, som du altid har gjort, så får du også de samme resultater, som du altid har fået, sådan lyder et gammelt ordsprog og det lyver ikke. Heller ikke, når det kommer til tankerne.

Har du hidtil tabt dig udelukkende ved at fokusere på dine kost- og motionsvaner, men aldrig skænket dine tanker en tanke, så er det højst sandsynligt årsagen til, at du stadig sidder fast i elevatorvægten.

Der er mange måder hvorpå du kan arbejde med dine tanker og din adfærd. Personligt lægger jeg vægt på, at du udover terapien får øvelser, redskaber og hjemmeopgaver, som alle har til formål at lære dig de teknikker, der skal til, for at du kan knække dit tankemønster og blive i stand til at løse uforudsete udfordringer hjemme eller ude blandt venner og familie – på egen hånd.

Hvordan finder du den ”rigtige” metode til dig?

Giv dig god tid. Undersøg dit område – især hvis du ønsker en mentor eller terapeut tæt på, hvor du bor. Læs på vedkommendes hjemmeside og mærk efter helt nede i maven. Kan mentoren eller terapeuten det, som du i virkeligheden mangler? Dét, som du i bund og grund har behov for at arbejde med?

Tøv ikke med at maile eller ringe til vedkommende og få en snak. Og husk at lægge mærke til, om mavefornemmelsen stadig er god. Du kan også undersøge, om der er nogen i dit netværk, som kan anbefale en god mentor eller parterapeut. Gode oplevelser og anbefalinger er ofte en rigtig, rigtig god tommelfinger regel.

Og vigtigst af alt. Nyd rejsen og alle de smukke nuancer, som du helt vil møde og lære af på din vej.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Shopping Cart