Skip to main content

Overvægtige børn – det er så nemt at give forældrene skylden, men hvad nu, hvis der er andet på spil?

I går kom det via nyhederne på Tv2 frem, at Børneafdelingen på Holbæk Sygehus muligvis har fundet løsningen på, hvordan overvægtige børn holder vægten efter en slankekur. Jeg delte linket på Facebook og fik en kommentar… kort fortalt: “det er forældrene, der er forpligtet til at sørge for, at deres børn ikke bliver overvægtige”

Jeg ved godt, hvad der menes med kommentaren
Ja, vi forældre har et ansvar
Men ting er ikke altid det, de syntes at være

Der findes ansvarsfulde forældre, som virkelig vil deres børn det bedste og stadig kæmper med vægten
Her er der andre ting på spil
Ting som vi ikke får øjnene op for, hvis vi kun dømmer på det, øjet umiddelbart ser

Lad mig give et eksempel
Før påske blev jeg kontaktet af en skøn familie
En familie med tre børn hvoraf den ældste pige havde brug for at tabe sig
Familien havde været til vejning med datteren på sygehuset
De havde været til diætist
De havde taget ansvar og alligevel var projektet endt i en hårknude
De diskuterede mad konstant
Og de var dybt frustrerede

Spørgsmålet var, om jeg kunne tilbyde dem en anden vej
Om jeg kunne hjælpe dem

Normalt er det procedure, at jeg rådgiver folk på klinikken eller via Skype
Men i dette tilfælde gjorde jeg bevidst en undtagelse
Jeg foreslog familien, at jeg kom på besøg hos dem
Det var der en helt særlig årsag til

Nu kommer der en lidt længere forklaring, men hæng på – for den kommer til at give mening

Grundlæggende set er vi mennesker flokdyr
Selvom vi lever i et moderne samfund, bærer vi stadig rundt på gamle urinstinkter, som gør, at vi søger flokken (læs: familien og fællesskabet)
Uden flokken er vi ikke i stand til at overleve
Står du på savannen som ene zebra, så er du reelt løvefoder
Det ved din hjerne
Derfor gør du som barn ubevidst alt, hvad du kan for at tilpasser dig
Du gemmer sider væk i dig selv, som skaber ballade og konflikter og du udvikle færdigheder, som giver dig ros og anerkendelse

Det er der ikke noget unaturligt i

Til tider kan familier dog blive ramt at udfordringer, sygdom eller kriser
Forhold som gør en flok stresset og aktiverer overlevelsesinstinkterne

For år tilbage fik familien tvillinger
En dejlig begivenhed som undværligt kræver ekstra ressourcer af hele familien
Også af pigen, som blev ”den store” i søskendeflokken
Som storesøster kommer man nemt til at vente
Man bliver nemt ”den forstående”
Uden de voksne har det til hensigt
Man kommer nemt til at føle sig lidt alene, når ens små søskende kræver opmærksomhed
Og netop følelen af at stå alene (på savannen) er med til at skabe stress i sindet

Vores hjerne kan ikke skelne, om der reelt er fare på færde eller om det er noget, vi bilder den ind
Vores hjerne er instinktivt ikke i stand til at skelne, om vi reelt har mistet vores forældre eller det er noget, vi frygter/føler
Begge situationer skaber stress i sindet

Stress kan det „spores“ i kroppen
Ikke kun som spændinger i vores muskler og uorden i fordøjelsen
Det kan også ses på vores forbrænding
Vores krop er ikke designet til at forbrænde fedt, når vi er bange, ensomme eller frygtsomme
Stress fortæller vores bugspytkirtel, at den skal frigive insulin (også selvom vi ikke spiser)

Det får vores blodsukker til at falde, vores sult til at stige og sætter ekstra fut under sukkertrangen
Det vækker vores trang til at overspise, når lejligheden byder sig (læs: når jeg er alene og mor og far ikke ser det)

Hjernen fortæller kroppen, at den skal skrue ned for forbrændingen, holde på fedtet og i stedet tære på musklerne
Og da mindre muskelmasse betyder lavere forbrænding, er det for alvor med til at sætte en ond cirkel i gang, hvor vi får sværere ved at tabe os og holde vægten til trods for, at vi tager ansvar, spiser mindre og motionerer mere

Kan du se problematikken?
Den får vi ikke løst, hvis vi bare dømmer hinanden og forsøger at placere ansvar eller skyld

Set fra familiens side er det ikke underligt, hvis de føler, at der er noget rivende galt med dem, eftersom det går den helt forkerte vej

Og det var netop den følelse, som jeg ønskede at stoppe – hurtigst muligt

Havde jeg sagt til familien, at pigen skulle ud til mig og vejes. At jeg skulle tale med pigen, og måske mor og far, om hendes måde at spise på, er sandsynligheden for, at pigen ville føle sig ”anderledes” og måske endda forkert i forhold til resten af flokken, relativ stor
Det havde højst sandsynligt kun forstærket den onde cirkel
Derfor ville jeg besøge familien

Mit fokus var først og fremmest at samle flokken
At familien skulle forstå, at der var andre ting på spil
De skulle have fællesskabet, madglæden og mulighedernes verden tilbage
Holistisk set, skal vi hele vejen rundt

I dette tilfælde er familien allerede rigtig godt på vej
Da jeg havde talt med dem i næsten 1½ time, kiggede pigen på mig og sagde: ”vil du komme igen”?
Så vidste jeg, at vi havde ”set” og mødt hinanden lige der, hvor det tæller

Inden du klikker videre, så husk lige, at det samme gælder for dig
Der er måske andet på spil i din vægttabsproblematik
Lov mig, at du har øje for det, før du dømmer (eller lader andre dømme dig) for hårdt

Din krop forsøger altid at fortælle dig noget.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Shopping Cart