Skip to main content

3 altafgørende årsager som peger på, at din sensitivitet er årsag til din overspisning

Er du særligt sensitiv og kæmper du med maden, vægten eller følelsesmæssig overspisning, så vil jeg råde dig til at læse med her.

Mange af mine kunder er sensitive eller særligt sensitive. Faktisk tør jeg godt anslå, at 2 ud af 3 af mine kunder er sensitive i større eller mindre grad. De fleste er ikke klar over det, når de besøger mig første gang, men samtalen har sjældent været i gang ret længe, før jeg har registreret særlige karaktertræk, som er forbundet med at være sensitiv. Måske er det et tilfælde? Måske er det et udtryk for, at jeg selv er særligt sensitiv og tiltrækker det? Eller måske, hvilket jeg tror allermest på, er det et spørgsmål om, at der er en særlig sammenhæng mellem det at være sensitiv og overspise. Jeg siger ikke, at alle overspisere er sensitive, men en stor del af dem, jeg hjælper med overspisning er sensitive.

Derfor syntes jeg, det er relevant at blogge om.

Overvægt og overspisning er forbundet med følelser. Kigger vi på mennesket i et helhedsorienteret perspektiv, er der en tæt forbindelse mellem mad og følelser. Mad kan genopbygge vores krop, gøre den stærkere og fremme vores forbrænding, men mad kan også gøre det modsatte og drukne vores mest sårbare følelser. Jo mere vi spiser, jo mindre mærker vi.

Det anslås, at 1 ud af 5 mennesker er særligt sensitive. Det vil sige, at 4 ud af 5 mennesker ikke forstår det sensitive karaktertræk, ganske enkelt fordi, de ikke genkender det hos sig selv. Det bevirker, at man som særligt sensitiv nemt kommer til at føle sig anderledes, sart, overreagerende i forhold til andre, forkert eller udenfor.

Og det er føle sig udenfor er væsentligt, fordi det at være en del af fælleskabet er vigtigt for vores indre balance og spisemønstre.

Grundlæggende set er vi mennesker flokdyr. Pr. instinkt er vi skabt til at søge flokken, uden den er vi sårbare og i fare på den farlige Savanne. Af samme årsag afkoder vi lynhurtigt og på et ubevidst plan, hvilke værdier og normer, som er velsete og giver anerkendelse i flokken. Men er de sensitive egenskaber ikke velset i flokken (f.eks. familien, skolen, arbejdet eller andre sociale sammenhænge), skaber det følelsen af fare i sindet. En ting er at føle sige uden for flokken pga. manglende færdigheder. Færdigheder kan trænes, indøves og oplæres. En anden ting er at føle sig skubbet ud og afvist på grund af sin sensitivitet, som er en grundlæggende egenskab. En egenskab kan ikke slettes eller afvises, men (og her er det, at maden kommer ind i billedet) i stedet kan nedtones, undertrykkes eller overdøves – med mad.

Vi kan dæmpe vores sensitive egenskaber med sukker og mad, så vi kan føle os “normale” som flertallet, men denne adfærd efterlader os med følelsen af: ”hvorfor kan du ikke bare elske mig for den, jeg er og kun for det, jeg gør”. En følelse, som vækker sorg, der igen kan “lukkes nede” med mad.

På et tidspunkt i livet – og for de flestes tilfælde ret tidligt i livet – har mange sensitive accepteret tanken om, at de er anderledes og for besværlige til at elske og acceptere, præcis som de er. Af samme årsag kæmper mange sensitive en daglig kamp med sig selv og maden og kommer nemt til at bruge uanede mængder af energi på at gøre andre glade, udglatte konflikter, arbejde hårdere osv. for at være gode nok (måske endda perfekte) til at ”passer ind”.

Og så til de 3 mest alfafgørende årsager som peger på, at din sensitivitet er årsag til din overspisning.

Årsag nr. 1 – du er mere modtagelige over for stimuli og indtryk

Særligt sensitive er mere modtagelige over for stimuli og indtryk på grund af biologien i deres nervesystem. Det betyder, at de har en større tendens til at blive overstimuleret og nemmere producerer stresshormoner. Stress ”tænder” vores parasympatiske nervesystem – det system, som får vores sult til at stige, vores stofskifte til at falde og vores vægt til at gå i vejret.

Årsag nr. 2 – du føler dig anderledes og måske endda forkert

Som særligt sensitiv kommer vi af naturlige årsager nemt til at føle os uden for flokken. Vi ligner ikke flertallet og vi kan nemt komme til at tro, at det er os, der er noget galt med. Især hvis vi gang på gang har mødt modstand og oplevet manglende forståelse, når vi har lukket op for vores sensitivitet og sande natur. Følelsen af at være forkert eller andeledes påvirker selvværdet. Disse følelser undertrykker vores evne til at elske og acceptere os selv – præcis, som vi er. De vækker smerte og dermed tricker de trangen til at overspise.

Årsag nr. 3 – du brænder hurtigere ud

Som særligt sensitiv er vi som nævnt mere modtagelig over for indtryk og stimuli. Det betyder, at vi nemt bruger en masse energi og ressourcer på at observere, tage stilling, placere input og mærke efter – især om det har noget med os at gøre. Al den mentale aktivitet kræver energi (jeg kan i perioder føle, at jeg pludselig har 20 antenner gående ud fra min hovedbund, hvis jeg ikke er særligt opmærksom). Energi som vi kan hente i sukkeret (selvom det ikke virker ret længe) og i fed eller tung mad. Kroppen er afhængig af fedtstoffer for at kunne danne og opbygge stresshormoner. Vores trang til at overspise eller spise bestemte typer af fødevarer skal altså ikke ses som et spørgsmål om manglende viljestyrke, men snarere som et biologisk udtryk for, at vores krop skriger på de råstoffer og byggesten der skal til, for at kunne kapere en tilværelse, hvor vi er analyserende og ”på vagt”.

Hvad kan du selv gøre?

Det er vigtigt for din sundhed, vægt og dit spisemønster, at du bliver i stand til at acceptere din sensitivitet. At du får skabt et liv, hvor der er plads til dine sensitive egenskaber. Og at du får arbejdet med følelsen af at være forkert, da det ofte er den, som tricker trangen til at overspise. Det kan være svært at gøre alene og i de fleste tilfælde er terapi yderst anbefalelsesværdigt. Samtidig vil terapien også styrke din balance og dit selvværd, hvilket vil gøre dig i stand til at mærke dig selv og gøre plads til alenetid, sjov, leg, kreative udfoldelser og fordybelse uden at få dårlig samvittighed.

OBS: At være særligt sensitiv er IKKE en diagnose. Det er derimod et karaktertræk. Kendetegnet for karaktertrækket er, at du oplever en større modtagelighed overfor stimuli og indtryk på grund af biologien i dit nervesystem. Studier viser, at særligt sensitives hjerner registrerer flere informationer og nuancer, fordi man er mere fintfølende.

4 Comments

  1. Birgit

    Tak Charlotte
    Dette er bare så rigtigt, for mig gælder dog også usikkerhed som trigger overspisning. Selv om jeg er meget bevidst om dette, er det stadig stærkere end mig, mængderne er dog ikke så store som de har været.
    Men tak for dit indlæg
    Hilse Birgit

    1. charlotterasmussen Author

      Selv tak Birgit 🙂
      For din ærlige og positive tilbagemelding.
      Jeg kan høre, at du er i en god proces.
      Kærlig hilsen Charlotte

  2. Charlotte

    Fint indlæg Charlotte – gad vide om forholdet 1-5 holder? Synes jeg møder så mange andre særligt sensitive ..,men selvfølglig kan det være loven om tiltrækning der spiller ind🎈🎈

    1. charlotterasmussen Author

      Tak Charlotte 🙂 Jeg tror bestemt, at Loven om tiltrækning spiller ind 😉

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Shopping Cart